Viser opslag med etiketten ENGLAND. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ENGLAND. Vis alle opslag

fredag den 10. april 2026

Om at vaske op under stjernerne


En del af charmen ved autocamperlivet er at vaske op i fri luft. For selv om der er en del campingpladser, hvor man kan vaske op inde i et dertil indrettet rum med varme, så har mange steder kun et udendørs opvaskested.

På den måde har jeg haft de skønneste tusmørkeoplevelser i selskab med sangdrosler og flagermus. I Banff på Skotlands nordkyst vaskede jeg op til lyden af brusende bølger, mens den saltfyldte vind hev i hår og tøj. I London vaskede jeg op, mens jeg ud af øjenkrogen iagttog de grønne papegøjer, der boede i området. Deres karakteristiske skrig var ikke til at tage fejl af.

Hvis det ikke er naturen, der holder mig med selskab - så er det mine medcampister. Man snakker så godt over en opvask, og englænderne spørger interesseret til mit arbejde og synes vist, at det er ret morsomt, at en dansker skriver specielt om deres land. Mange gode tips er kommet min vej på den måde...

Og når opvasken er overstået, trasker jeg tilbage til autocamperen i halvmørket. Der er trukket for for varmens skyld; lamperne er tændt, og min rare mand har sat vand over til te og fundet den belgiske chokolade og flasken med cognac frem.

Er der noget at sige til, at jeg holder af mit autocamperliv?

tirsdag den 7. april 2026

Småtips - hvis turen går til Storbritannien


Eurotunnel

Hvis man vælger at tage Eurotunnellen, tager selve turen under havet ca. 35 minutter, men derudover skal man regne med tid til kontrol og check. Og der er ikke bare længere ventetid i weekenden og på de mest populære daglige afgange; prisen for overgangen varierer også. Af den grund kan man spare en del ved at bestille i god tid og vælge de mindst populære tidspunkter. Se mere om priser og billetter lige HER


ETA

I 2025 blev der indført et krav om ETA - en elektronisk rejsetilladelse, som skal være på plads inden indrejse til Storbritannien, og det kan man få (mod betaling af et gebyr) ved at gå ind på siden HER


Penge 

Det pengeløse samfund eksisterer ikke rigtigt i campingland. I hvert fald har jeg adskillige gange været på campingpladser, der kun tog imod kontant betaling – så husk altid at medbringe kontanter – også mønter. Der skal tit bruges mønter til vaskemaskiner, brug af brusebade og hårtørrere. 

Strøm

Engelske stik er anderledes end de danske. Det gælder især, hvis man vil leje huse undervejs, sådan som vi gør – vi medbringer altid 2-3 adaptere netop til det brug. Hvis man ikke har dem, kan de købes i bl.a. Argos i England. 

Vejkort 

Det er en fordel at medbringe et gammeldags vejkort – navigationer virker ikke altid perfekt og viser ikke altid det, de skal. 


Hund 

Det er normalt ganske nemt at rejse med hunden i udlandet. Vi har haft vores hundeven med – både indenfor og udenfor - på pub, café og restaurant i Storbritannien, Belgien, Holland og Tyskland, og han ligger fint på sit lille tæppe under bordet, mens vi spiser. 

Regler og krav for rejser med hund kan ses lige HER


Kørsel 

Hvis man skal igennem Dartford Tunnel i England, skal man virkelig passe på. Afgiften skal betales online samme dag inden midnat - eller på forhånd – for ellers kommer der opkrævninger med store bøder med posten (de kan også komme, selvom man HAR betalt, så gem endelig kvitteringen). Afgiften skal betales på den officielle side: Dartford Charge


Toiletrens 

Mange campingpladser tillader ikke, at man bruger andet end bionedbrydelige rensetabletter/væsker. 


Vådt græs / blødt grund 

Når man holder på vådt græs eller blød grund, er det en stor fordel med nogle skridsikre måtter eller køreplader under hjulene, så man ikke kører fast. Vi købte vores i England, men hvis du googler ”grip mats” er de til at finde i campingbutikker herhjemme.

Engelske campingpladser


Fordi vi tilrettelægger vores rejser efter de steder, vi gerne vil se/opleve/fotografere og senere skrive om, vælger vi altid campingpladser efter beliggenhed. DET kan der komme mange sjove oplevelser ud af, for campingpladser er et særdeles vidt begreb i Storbritannien. Nogle gange er vi heldige og lander på en plads, der er ekstraordinært lækker - enten fordi den ligger særligt flot og spændende, eller fordi faciliteterne er særligt gode. Men vi lander lige så ofte på pladser, der er ... specielle...!

En af de mere særprægede lå i udkanten af Yorkshire Dales. Vi kørte over en lille, meget smal bro (vi kunne se andre autocampere i det fjerne, så det kunne åbenbart lade sig gøre) og ind på en gård, der lignede noget, der var løgn. Ét rod af bygninger, murbrokker, biler, gøende hunde, høns og jeg ved ikke hvad.

Der var ingen reception; ingen til at tage imod, så jeg måtte på jagt efter menneskeliv. Jeg fandt en ung mand, der på klingende "yorkshirsk" fortalte mig et eller andet med en hvid trappe ved én af de mange bygninger, og da jeg kom hen til den bygning, fandt jeg en anden mand, der forklarede mig noget andet uforståeligt.

Heldigvis kom vores "værtinde" hjem i det samme. Hun var til at forstå - så nogenlunde - og hun gav os frit valg på alle hylderne på den øverste mark og forsvandt.

På den øverste mark var der sten, så vi ikke kørte fast i blød undergrund, og strøm, så vi kunne arbejde. Vi kunne endda bruge vores internet, hvilket aldrig er en selvfølge. Og så havde vi en fantastisk udsigt til solnedgang, får og grønne marker. Senere fandt jeg - til min forbavselse - ud af, at badeværelserne var nærmest elegante.

Det er aldrig kedeligt at rejse rundt i autocamper i Storbritannien...